Hvor kommer sygdom fra? Er den en fejl ved skaberværket? Er den Guds straf? Er den vores egen skyld?
Hvordan skal vi forholde os til lidelse?

Som sundhedsarbejdere har vi alle hørt patienter spørge: ”Hvad har jeg gjort, siden jeg skal rammes så hårdt af denne sygdom?” Selv har vi måske også tænkt tanken, når vi er blevet syge. Nogle syge er desværre også blevet udsat for bemærkninger om, at de er blevet ramt af sygdom, for at de selv eller andre derigennem skulle lære noget – at der derfor var en mening med sygdommen (jævnfør verslinierne: ”Måske har Gud dig til en gerning bestemt, hvortil kun en syg kan bruges”).

Men sender Gud os virkelig sygdom, for at vi selv eller andre skal lære noget af det? Eller er sygdom Guds straf for vores synder? Og hvor kommer sygdom i det hele taget fra? Er den vores egen skyld? Eller er den en fejl ved Guds skaberværk? Hvordan skal vi i så fald forholde os til lidelse?

For mig vil sygdom altid være noget ondt, som skal bekæmpes. Jeg kan ikke forlige mig med tanken om, at Gud skulle sende os noget ondt. Derfor kan jeg heller ikke få det til at passe, at Gud skulle sende os sygdom. Omvendt har Gud al magt, så hvorfor forhindrer han så ikke sygdom? Selvom sygdommen ikke kommer fra Gud, så må han jo tillade, at vi bliver ramt af den. Det kan vi læse om i Jobs bog, hvor Gud giver Satan lov til ramme Job på forskellig vis – og altså også med sygdom.

Når der i Biblen fortælles om, hvordan Jesus helbreder syge, er det meget ofte forbundet med tilgivelse af synder. Da Jesus helbreder den lamme i Kapernaum, giver Han ham først syndernes forladelse. Først da farisæerne kalder det for gudsbespotteligt, at Jesus tilgiver synder, helbreder Jesus den lamme. Og han gør det for at vise, at Han har myndighed til at tilgive syndere.

Da Jesus helbredelser den blindfødte, spørger disciplene: ”Hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?” Og Jesus svarer: ”Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er for, at Guds gerninger skal åbenbares på ham.”

Når det gælder ulykker og ikke sygdom, kan vi læse om de dræbte galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Jesus spørger her: ”Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan?” og han svarer selv: ”Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.” Det samme gælder de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte. Også her er beskeden fra Jesus, at de ramte ikke var mere skyldige end alle andre i Jerusalem.

I disse ”KRAM” – tider, med kampagner om kost, røg, alkohol og ½ times motion hver dag, som ingen jo fuldstændigt kan leve op til, er det nærliggende at tænke, at sygdom er vores egen skyld. Men hvorfor rammer sygdom så ikke især dem, som ikke kan leve op til kampagnernes sunde livsstil? Det hænger ikke helt sammen!

Det store spørgsmål er fortsat: Hvor kommer sygdom fra?

Jeg tror heller ikke på, at sygdom er en fejl ved skaberværket. Gud har skabt os i sit billede, og sygdom skyldes ikke, at Han har lavet en fejl. Gud laver i modsætning til mennesker ingen fejl!

Selv om en bestemt levevis øger risikoen for bestemte sygdomme, er der ikke nogen sammenhæng mellem det enkelte menneskes synd og en konkret sygdom. Det onde – og dermed også sygdom – skyldes ”Den onde”, og det kom ind i verden ved syndefaldet. I sidste ende kommer sygdom og død fra menneskehedens synd. (”Syndens løn er døden.”) Men det vil være forkert og ukærligt at sige til et andet menneske, at vedkommende er blevet syg, p. g. a. en bestemt synd. Gud straffer ikke på den måde.

Vi kan ikke gennemskue Guds planer og handlinger. Sognepræst og feltpræst Michael Wagner Brautsch taler i bogen: ”Hvad i alverden er meningen?” om ”den guddommelige skideballe” i Jobs bog. Da Jobs venner har forsøgt at forklare Jobs ulykke, svarer Gud tilbage: ”Lad være med at prøve at regne det hele ud, for det kan du ikke alligevel”. ”Hvem tror du egentlig, at du er?”. ”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden?”. Vi er på ingen måde i stand til at gennemskue Guds planer. Og vi kan langt mindre stille os op og anklage Gud for at handle uretfærdigt. Vi skal ikke begynde at belære Gud om retfærdighed. Over for ham vil vi altid komme fuldstændig til kort. Samme Michael Wagner Brautsch skriver et andet sted i samme bog: ”Livet er ingen fortjeneste, men ren gave”.

Vi ønsker en forklaring, men får den ikke. Baptistpræst Elise Gaust, som selv kender til sygdom på egen krop, siger at hun kan være vred på Gud og skælde ham ud. Men når hun diskuterer med Gud, så får hun altid det sidste ord – og det ord er ”undskyld”!

Men hvad så med lidelsen. Er der nogen mening med den?

Sygehuspræst Preben Kok taler meget om magtesløshed. Og når man er syg er man jo netop magtesløs. Ordet ”magtesløs” betyder egentlig ”at være løst fra magten”, d. v. s. at en anden bestemmer. Det betyder ikke, at vi er i den ondes vold; men vi må i stedet fastholde, at vi er i Guds vold, og at han fortsat har kontrollen. Guds kraft kan bedst udfoldes gennem menneskets magtesløshed. Det, der betyder allermest i livet, kan vi ikke selv styre. Det er noget, vi får givet. Gud har ikke lovet os fravær af lidelse, men derimod nærvær i lidelsen. Og det er noget helt andet!

Den største trøst i lidelsen er, at Jesus selv har været der. Han oplevede på egen krop både fysisk og psykisk smerte, og han mærkede ligesom de fleste syge også både angst og ensomhed.

For mig er det svært at se nogen mening med lidelsen. Nogle syge finder selv en mening – evt. gennem ordene: ”Alle ting samvirker til gode for dem, der tror”; men vi skal aldrig prøve at forklare meningen med andres lidelse.

Som kristne har vi lov til at bede til Gud for os selv og vores patienter. Men Gud svarer jo ikke altid på vores bønner med helbredelse. Somme tider er han tavs. Så kan vi blive vrede på Gud og skælde ham ud. Må man godt det?

Førnævnte Preben Kok har jo ligefrem skrevet en bog, der hedder ”Skæld ud på Gud”, så hans holdning er klar nok. Man bliver kun vred på en, som man har en relation til. Når man bliver vred på Gud, så har man ikke helt afskrevet ham endnu. Der findes forkerte handlinger, men ikke forkerte følelser. Vi har de følelser, vi har. Skal vi leve ærligt, skal vi derfor stå ved vores følelser – inklusiv vores vrede, også selv om den er rettet mod Gud. Selv om Han er uendeligt meget større end os, og vi derfor bør have ærefrygt for ham, så forstår han vores situation og er i stand til at bære over med vores vrede.

Vi kan bede til Gud for vores patienter, men ikke kommandere med Ham eller love alle folk helbredelse. Gud hører vores bønner, og han kan forandre noget – både hos den, der beder og den, der bliver bedt for. Men han efterkommer ikke altid vores ønske om helbredelse. Ikke en gang Paulus kunne blive fri for sin ”torn i kødet”.

Sygdom er hverken Guds straf eller vores egen skyld. Sygdom, lidelse og død er vilkår ved livet – om end for os uforståelige vilkår. Vi skal gøre hvad vi kan for vore patienter og forsøge at bekæmpe sygdom, men vi vil aldrig kunne fjerne disse grundvilkår ved menneskelivet. Vi må hjælpe hinanden med at finde vej igennem lidelsen. Vi kan ikke komme uden om den.

I Kristeligt Dagblad kunne vi den 30. december læse, at der i udlandet føres retssager, hvor forældre til handicappede – og nu også den handicappede selv – søger erstatning for den ”fejlagtige fødsel”, dvs. at den handicappede ikke blev aborteret. Dette er gennem mange år sket i USA, og i Israel skal der være ført flere end 600 retssager, hvor den typiske erstatning til barnet ligger på syv millioner kroner. Man forventer samme udvikling i Danmark, og det åbner for uoverskuelige etiske konsekvenser.

Formanden for Det Etiske Råd Jacob Birkler skriver i samme dagblad den 4. januar i sin etiske årsstatus for 2011: ”Vi bør sammen og hver især finde vores værdimæssige forankring og sætte grænser” og ”Vores værdier skal forme de mange nye muligheder i en anstændig og menneskelig retning”.

For mig som kristen gælder, at selv om jeg ikke altid forstår, hvorfor mennesker er skabt som de er, så må jeg stædigt fastholde, at ethvert menneske er skabt af Gud og derfor har en enestående værdig i sig selv. En handicappet er ikke mindre værd end andre. Blot fordi et menneske er svagt og afhængigt af andre, har det ikke en mindre værdi af den grund. Hvor går i øvrigt grænsen mellem dem, der er noget værd, og dem som skal have erstatning? Skal vi kun acceptere det perfekte menneske – og findes det?

Hvis det at blive født er en ”erstatningsberettiget skade”, så er den logiske følge heraf vel, at man skal kunne gøre skaden god igen ved at slå den handicappede ihjel! Enhver kan se, at vi nu er langt ude.

Hvis et barn skal kunne sagsøge sine forældre for at være blevet født, så må forældrene, hvis fosterundersøgelserne ikke sikkert kan udelukke et handicap, også overveje, om de har råd til at betale en eventuel erstatning til barnet.

Mennesket er ingen handelsvare, hvor man kan få erstatning, hvis varen ikke på alle områder er som ønsket, og der er ingen returret. Hos Gud findes ingen fejlleverancer.

Handicappede skal vises kærlighed og omsorg og ikke udsættes for den ringeagt, at deres forældre fik erstatning, fordi de blev født!

Som kristne har vi fået besked på at tage os af vores næste i nød, vise gæstfrihed og tage godt imod fremmede. Alle mennesker er lige meget værd uanset, hvordan de er udrustede eller hvilke forudsætninger de har. Rige, kloge og veluddannede er ikke mere værd end andre.

Dette står i skærende kontrast til forslaget fra regeringen og Dansk Folkeparti om at indføre et pointsystem til at afgøre, hvilke mennesker der må bo i vores land. Hvis du ikke opfylder de rigtige kriterier (er tilstrækkelig rig, klog og veluddannet til, at vi kan få gavn af dig), så vil vi ikke have dig ind i landet. Du må finde et andet sted at bo med din ægtefælle.

Sådan kan vi ikke være bekendt at møde andre mennesker. Ægtefæller skal have lov til at bo sammen uanset hvor mange points, de kan få.

Lad os vende os mod dette umenneskelige forslag!

I radioavisen kl. 9 den 30. april refereres Sundhedsstyrelsens opgørelse over teenageres abortkvotienter. I hovedstadsområdet ”klares graviditeten med en abort”, mens unge piger i provinsen i højere grad fravælger denne udvej.

Det bekymrer bl.a. overlæge Charlotte Wilken-Jensen, der er faglig leder af Sex & Samfunds præventions- og rådgivningsklink i København. Hun fortæller, at man i København ”har en plan med livet: man skaffer sig uddannelse, økonomi, bolig og så barn”. ”I udkantsdanmark har man en anden religiøs og moralsk indstilling til det at få en abort”.

Også seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen på Det nationale Forskningscenter for Velfærd er bekymret for de teenagepiger, der vælger at gennemføre graviditeten, fordi deres fremtidsudsigter (især uddannelsesmæssigt) derved bliver blokerede.

I modsætning hertil synes jeg, at det er flot, at unge piger i provinsen følger deres overbevisning og tager konsekvensen af graviditeten og beholder barnet. Det betyder ikke, at de ikke har en plan med deres liv eller ikke ønsker at få en uddannelse. Den i indslaget nævnte unge mor fra Hadsund har således planlagt at gå i gang med en uddannelse som fotograf, når hendes barselsorlov udløber.

Selvfølgelig kan særlige forhold gøre sig gældende, og jeg fordømmer ikke de piger, der efter svære overvejelser ser sig nødsaget til at få en abort, men hatten af for de piger, der tager den naturlige og ansvarlige konsekvens af graviditeten og vælger at få barnet!

Bort med enhver form for fordømmelse af den unges graviditet og frem med støtte til den unge pige, der efter eget valg trodser trenden fra hovedstaden, evt. pres fra barnefaderen, familien, omgivelserne – måske endda fra de sociale myndigheder – og i stedet vælger at fuldføre svangerskabet.

Alle, der ønsker at nedbringe aborttallet, må støtte den unge pige i at gennemføre graviditeten såvel moralsk, økonomisk og praktisk samt også være hende behjælpelig efter fødslen og stimulere hende til at tage sin uddannelse.

Folketingsmedlem Helge Adam Møller har i Kristeligt Dagblad den 09.02.10 atter gjort sig til talsmand for indførelse af aktiv dødshjælp. Argumentet er, at når han i hele sit liv har fået lov til selv at bestemme i vigtige forhold, så vil han også have lov til det, når det drejer sig om livets afslutning.

Det er en illusion at tro, at man selv kan bestemme over de vigtige ting her i livet. Vi vælger ikke selv at blive født, vi vælger ikke selv den familie vi bliver født ind i, vi vælger ikke selv vore evner eller vort helbred, og vi kan ikke selv vælge den kærlighed, vi bliver mødt med.

En stor del af de ting, som vort liv afhænger af, er ikke noget, vi kan vælge – men derimod alt sammen gaver fra Gud. Dette synspunkt har også sin baggrund i, at jeg – i modsætning til hvad Helge Adam Møller angiver – ”tror på en skabende Gud, som holder det hele i gang”.

Jeg mener også i ramme alvor, at Gud for hvert enkelt menneske har en plan for, hvornår og hvorfor vi bliver født, og i den anden ende af livet også har en plan for, hvornår vi skal dø. Jeg kan som menneske ikke altid forstå hans planer, men må bøje mig for dem alligevel.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg som læge ikke vil bruge al min tid og energi på at forhindre lidelse og død. Jeg er også villig til ved terminalt syge patienter at give stærk smertestillende medicin, selv om det kan være livsforkortende. Det afgørende er, at sprøjten gives for at behandle smerter og ikke for at slå ihjel. Mine patienter skal kunne være trygge og vide, at jeg er på livets side.

Hvis dødsprocessen derimod er i gang, har det ikke nogen mening at forlænge denne proces. I den situation er opgaven at trøste og lindre de symptomer, der måtte være – f. eks. angst, smerter og andre fysiske klager. Enkelte gange er det eneste, vi kan, blot at turde være til stede og dele sorgen og afmagten. Denne ”palliative” indsats er meget vigtig og kan alt for nemt blive glemt, hvis man i stedet blot kan slå patienten ihjel.

Øjenlæge Jørgen Kleener rejser det meget væsentlige spørgsmål om, hvem der i givet fald skal udføre dødshjælpen. Det er alt for nemt at forvente (eller kræve), at det skal lægerne tage sig af. Jeg er helt enig med Jørgen Kleener i, at det ikke er nogen lægelig opgave. Det må overlades til dem, der er uddannet til at slå ihjel.

Afslutningsvis kunne man spørge, om accepten af retten til selv at bestemme over livets afslutning også skal udstrækkes til at gælde retten til at begå selvmord? Også her vil jeg sige nej. Tværtimod skal vi gøre, hvad der står i vores magt for at forhindre selvmord og selvsagt også modvirke, at nogen har det så dårligt, at de får lyst til at gøre det.

 Det Etiske Råd udgav den 22. oktober sin redegørelse om fremtidens fosterdiagnostik (fosterundersøgelser). 

 Heri efterlyses en debat om de etiske forhold, og et flertal i rådet mener, at Folketinget mere aktivt bør regulere anvendelsen af disse undersøgelser inklusive forholde sig til, hvilke undersøgelser, der skal tilbydes alle gravide.

 Da fostervandsundersøgelserne i sin tid blev indført, var et af argumenterne, at de ”ville medføre besparelser på de offentlige budgetter” – (ved at slippe for at betale for de handicappede, som ikke ville blive født).

 Dette blev dog på foranledning af bl.a. Tove Videbæk og Esther Larsen ændret i 2003, hvor Folketinget vedtog en hensigtserklæring om, at ”formålet med fosterdiagnostik ikke er at hindre, at børn med alvorlige sygdomme fødes, men at bistå en gravid kvinde med at træffe sine egne valg”. Ideen var, at forældrene bedre skulle kunne forberede sig på at få et handicappet barn – bl.a. ved at få kontakt til forældre til børn, der havde det samme handicap.

 Dette lyder også meget smukkere end en ”kvalitetskontrol af, hvilke børn, der må få lov til at blive født”. Virkeligheden er dog, at langt de fleste børn med – i hvert fald et sværere – handicap ikke får lov til at blive født, men i stedet ender som en abort.

 Tiden har dog vist, at fosterundersøgelser også kan have positive konsekvenser for det ufødte barn. For nylig er det kommet frem, at mange hjertebørn vil kunne reddes, hvis man systematisk scannede alle fostre for hjertesygdom. En del af disse vil kunne behandles i fostertilstanden og en del vil kunne få en meget bedre behandling umiddelbart efter fødslen, når man allerede inden fødslen havde fundet hjertesygdommen. Her er altså et eksempel på, at en fosterundersøgelse kan REDDE LIV.

 Udviklingen af fosterundersøgelserne kan dog også få fuldstændig uoverskuelige konsekvenser, hvis der ikke gribes ind med en eller anden form for regulering. Fremtidsvisionen er, at man ved at tage en blodprøve på moderen meget tidligt i graviditeten – før abortgrænsen ved 12. uge – kan udtale sig om en lang række af barnets egenskaber f.eks. køn, risiko for udvikling af kræft eller skizofreni. Det drejer sig altså ikke kun om sygdomme, men også om en lang række normale egenskaber.

 Her kommer Det Etiske Råd heldigvis med en enstemmig anbefaling af, at fosterundersøgelserne kun skal omhandle alvorlige sygdomme og misdannelser og ikke normale egenskaber som f.eks. højde og øjenfarve. Jeg er fuldstændig enig i denne anbefaling. Da det vil være svært at forholde forældrene kendte oplysninger om deres barn, vil det rigtige derfor være, at man overhovedet ikke undersøger for disse egenskaber.

 Så har det været foreslået, at der skulle laves en ”positivliste” – en fortegnelse over hvilke lidelser, der skulle berettige til en abort – og en ”negativliste” – en tilsvarende liste over hvilke lidelser eller tilstande, der ikke skulle berettige til en abort. En sådan liste vil være vilkårlig og umulig at administrere, idet man ikke altid kan sige, hvor svært et handicap vil slå igennem, når barnet er født. Tænk blot på, hvor forskelligt mongoler fungerer.

Når man skal tage stilling i så svære etiske spørgsmål, så er det vigtigt, at man er bevidst om sit udgangspunkt: hvilket menneskesyn og hvilke etiske grundværdier, man vil gå ud fra.

 Jeg går ind for et kristent menneskesyn, der siger, at alle mennesker er skabt af Gud og derfor har en enestående værdi fra undfangelse til død. Jeg er uenig i et relativt menneskeværd, hvor man først får værdi, når man opfylder bestemte betingelser: f.eks. at man kan klare sig selv og ikke er hjælpeløs, unyttig eller svært forpint. I et relativt menneskeværd får man problemer med at sætte grænserne: hvornår får et menneske værdi (før eller efter fødslen eller når barnet kan klare sig selv), og hvornår mister det værdien igen i den anden ende af livet? I stedet tror jeg på det absolutte menneskeværd, hvor alle mennesker har den samme værdi. Nogle mennesker er stærke – andre er svage og har derfor behov for hjælp og beskyttelse fra de stærke. Alle har lige meget ret til livet.

 Hvilket menneskesyn vi vælger, har også betydning for vort syn på handicappede. Er en handicappet blot en fejlproduktion, som burde være undgået – d. v. s. aborteret? Eller er det et rigtigt menneske, som bare har et særligt behov for vores omsorg?

 For mig gælder der tre etiske grundprincipper:

1. Livets hellighed og ukrænkelighed.
2. Budet om næstekærlighed.
3. Det enkelte menneskes selvbestemmelsesret.

De tre principper er ligeværdige, og afvejningen af hvilket princip, der skal veje tungest, er ikke altid så nem.

Ad 1: Fosteret i mors mave er skabt af Gud, forskelligt fra både mor og far og har alle medfødte egenskaber i sig. Det har derfor værdi i sig selv og dermed ret til livet.

Ad 2: Der kan være situationer, hvor det vil være mest næstekærligt at afbryde graviditeten. Det gælder f.eks. hvis barnet er så svært handicappet, at det alligevel vil dø kort tid efter fødslen. Hvis graviditeten er resultatet af en voldtægt, vil det heller ikke være næstekærligt, at moren skal gennemføre et sådant påtvunget svangerskab med alt, hvad det indebærer.

Ad 3: Moderen har råderet over sig egen krop; men er barnet i hendes mave reelt en del af hendes egen krop. Hvem skal tage vare på barnets interesser?

 Vi er ude i nogle meget vanskelige spørgsmål, hvor det er meget svært at sætte grænser. Jeg mener ikke, at man blot kan overlade disse svære beslutninger til forældrene alene. Nogle må også tale det ufødte barns sag.

 Jeg glæder mig over, at de nyeste opgørelser viser, at de fleste forældre ikke sorterer fostre fra på grund af mindre handicap og lette sygdomme. Jeg er tryg ved, at afgørelserne i de konkrete tilfælde ligger i abortsamrådene, hvor man har en restriktiv holdning. Af hensyn til den hastige udvikling af fosterundersøgelserne er det dog nødvendigt, at også lovgiverne grundigt diskuterer og regulerer disse undersøgelser.

 Jeg ønsker, at også ovennævnte kristne menneskesyn og de nævnte etiske grundprincipper inddrages i denne diskussion. Jeg ønsker ikke et samfund, hvor der kun er plads til det perfekte menneske og ikke til handicappede. I fosterundersøgelserne bør der ikke undersøges for normale egenskaber og tilstande, og abort bør ikke finde sted på basis heraf. Undersøgelserne bør kun bruges til at finde alvorlige handicap og sygdomme, og de bør fortsat bruges til at finde sygdomme, som kan behandles i graviditeten og lige efter fødslen. Jeg ønsker ikke at gå længere ad vejen mod arvehygiejne.

Er der blot tale om “moralsk selvfedme” eller “selvtægt”, når noget ikke passer os”?

22 kristne læger vedtog den 26.09.09 følgende erklæring om lægebehandling af afviste asylansøgere:

”Der er fra en anden gruppe af kolleger udarbejdet et brev til danske læger om behandling af afviste asylansøgere.

En gruppe kristne læger, som alle er medlemmer af Kristelig Lægeforening, ønsker at udtale følgende:

Som læger er vi ifølge lægeløftet forpligtede til at hjælpe alle syge mennesker, der har brug for lægehjælp – uanset hvem de er, eller hvilken status de har.

Som kristne er vi ifølge budet om at elske sin næste forpligtede til at hjælpe den nødlidende, som vi møder på vores vej.

Derfor hverken kan eller vil vi undlade at behandle de syge, vi møder – uanset deres status hvad angår retten til at være i landet eller ej.”

(Se i øvrigt Kristelig Lægeforenings hjemmeside: www.klf-dk.org).

Bl.a. denne erklæring blev efterfølgende voldsomt angrebet af journalist på Weekendavisen Martin Krasnik. Vi blev beskyldt for at ville vise, at vi er ”bedre mennesker end det sorte menneskefjendske flertal på Christiansborg”, at vi ville skabe et ”moralsk andetkammer med helt andre spilleregler end i det almindelige politiske system”. Erklæringen var blot ”moralsk selvfedme” og ganske gratis, da den aldrig ville kunne få alvorlige konsekvenser for os.

Tidligere sognepræst Johannes H. Christensen er i Morgenavisen Jyllands-Posten lige så hård i sin dom: ”Danske præsters og ligesindedes påberåbelse af begrebet civil ulydighed er intet andet end en eufemisme for selvtægt, når noget ikke passer dem.”

Hertil er at sige:

Vi har som kristne lige så meget ret til at argumentere ud fra det, vi tror på, som alle andre! Hverken statsministeren eller en journalist ved Weekendavisen kan indskrænke vores ytringsfrihed. Vi vil være vores grundlag bekendt og fægter med åben pande.

Vi gør os ikke derved til bedre mennesker eller fordømmer andre, fordi de mener noget andet. Som kristne ved vi i øvrigt godt, at vi ikke er bedre eller gode nok i os selv, men har brug for Guds hjælp og tilgivelse, når vi fejler!

Men vi har en legitim ret til at ønske, at dansk lov fortsat skal bygge på de kristne værdier, og vi har lov til at kæmpe for det. Personligt synes jeg endda, at vi har en pligt til det.

Som kristne skal vi ligesom alle andre som hovedregel adlyde myndighederne og gældende dansk lov. Der er ikke fri adgang til selvtægt, blot fordi noget går os imod, som Johannes H. Christensen beskylder os for at mene. Men der er situationer, hvor vi må give ”kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”. Det vil bestemt være undtagelsen, og det vil aldrig være i situationer, hvor det drejer sig om vores egen magelighed eller hvad, der kan gavne os selv. Der skal udelukkende være tale om at gavne andre eller hjælpe andre i nød, når de er kommet i klemme i systemet. Det enkelte menneske må altid gå forud for systemet.

Hvis vi vælger at bryde loven, så må vi også være villige til at tage vores straf. Martin Krasnik har ikke ret i, at vi gør det gratis. Sognepræst Leif Bork Hansen og andre er blevet idømt straffe for at hjælpe flygtninge under jorden – ja Bork Hansen var endda tæt på både at blive blevet fængslet og miste ”kjole og krave”. Selv har jeg været politianmeldt for at være læge for flygtninge under jorden, så Martin Krasnik tager fejl, når han siger, at civil ulydighed ikke kan have ubehagelige konsekvenser.

Men hvorfor går vi så ikke mere stille med dørene? Det gør de fleste nok også – måske ud fra den betragtning, at det er vores ansvar at hjælpe det enkelte menneske og myndighedernes ansvar at finde ud af, hvem der skal have opholdstilladelse og hvem, der ikke skal have. Men er vi uenige med myndighederne i deres afgørelser, så må vi arbejde politisk – f.eks. ved at gå til pressen.

Det skal hverken Martin Krasnik eller andre forhindre os i!